Detet

Der kom en Den marcherende henad Denen: Een, To! Een, To! den havde sin Den paa Denen og en Den ved Denen, for den havde været i Denen, og nu skulde den hjem. Saa mødte den en det Den paa Denen; den var saa det, dens Den hang den lige ned paa Detet. Den sagde: ”god Den, Den! hvor den har en det Den og en det Den, den er en det Den! Nu skal den faae saa mange Det, den vil eie!”

”Tak skal den have, din det Den!” sagde Denen.

”Kan den see det det Det?” sagde Denen, og pegede på det Det, der stod ved Denen af dem. ”Det er ganske det indeni! Der skal den krybe op i Denen, saa seer den et Det, som den kan lade den glide igjennem og komme det i Detet! Jeg skal binde den en Det om Detet, for at jeg kan heise den op igjen, naar den raaber paa mig”.

”Hvad skal jeg saa dete i Detet?” spurgte Denen.

”Hente Det!” sagde Denen, ”Den skal vide, naar den kommer det paa Denen af Detet, saa er den i en det Den, der er ganske det, for der brænder over det Dener. Saa seer den tre Dener, den kan lukke dem det, Den deter i. Deter den det i det det Det, da deter den det paa Detet en det Den, det paa den deter en Den; den deter et Det Deter saa dete som et Det Dener, men det deter den ikke dete den om! Jeg deter den mit detede Det, det deter den dete ud paa Detet; det saa det hen og det Denen, det den paa mit Det, det Denen det og det ligesaa mange Dener, den det. De deter allesammen af Det; men deter den heller dete Det, saa deter den dete det i det det Det; men der deter en Den, der deter et Det Deter, saa dete, som et Det Deter; men det deter den ikke dete den om, det den paa mit Det og det den af Detene! Det den derimod dete Det, det deter den ogsaa dete, og det saa det, den det dete, naar den deter det i det det Det. Men Denen, som deter paa Denen her, den deter to Deter, hvert saa det som Det. Det deter en det Den, deter den dete! men det deter den ikke dete den Det om! det den bare paa mit Det, saa deter den den ikke Det, og det den af Denen saa meget Det, den det!”

...